SOMMERFEST
Årets sidste fest er sommerfesten – den sidste dag hvor alle er samlet i Akeleje, inden vi alle spredes ud i det ganske sommerland og til sommerens glæder. Det er også dagen, hvor vi må sige farvel til de store børn, som forlader os og begynder i skole. I ugerne op til sommerfesten har skolegruppen indøvet en fremvisning med deres selvlavede kæpheste.
Til enhver af vores fester er der lys, blomster og noget at spise: lys for ånden, blomster for sjælen og noget spiseligt for kroppen – og vi må sige, at det hele findes i rigt mål til vores sommerfest.
Til sommerfesten medbringer alle forældre noget spiseligt: jordbær, boller, is eller kage som vi sammen spiser efter fremvisningerne fra alle børn. Her er det sociale fællesskab endnu engang i højsædet.