top of page
lanterne.jpg

LANTERNE

”Her går jeg med min lanterne – her går min lanterne med mig”. Mørket er kommet for at blive hos os et stykke tid. I Akeleje handler lanternefesten om, at vi sammen går ud i mørket med vores tændte lanterner. Vi tænder sammen vores lys i mørket. Vores lanterner har vi sammen med børnene fremstillet i ugerne op til festen. Lanternerne er lavet i røde og gule farver – lyset trænger igennem de fint udskårne sole, måner og stjerner. I disse tre symboler gemmer sig sommer og varme, som forplanter sig ned i jorden vinteren over, hvor de hjælper med at holde liv i de mange frø gennem den lange vinter.
Imens alle børn, forældre, ansatte og venner af huset går rundt og synger vores dejlige lanternesange og lyser i mørket, der nærmer vi os spændte vores have. Vi må se om Morten Vægter er kommet i år, og om hans kone har hjulpet med at bage sol-, måne- og stjernekager. Vi synger i en rundkreds i mørket ”Morten, Morten, Morten var så from en mand…” og venter på om Morten mon kommer…
Vores have er oplyst af et stort bål, som gnistrer i mørket. Der hænger små glaslygter med lys i rundt omkring i træerne alt sammen for at understrege og fremhæve stemningen omkring lyset i mørket. Bålet lyser også op, for at Morten kan finde vej til os. Festen foregår altid lige omkring Mortens Aften.  I Akeleje er Morten symboliseret ved Morten Vægter – en slags Akelejes vogter.

Lanterne: About Us
bottom of page